Hos Gelateria.dk nærer vi en næsegrus beundring for Brødrene Price og deres fantastiske måde at formidle budskabet på. I anerkendelse heraf, bringer vi herunder deres opskrift på Fløde Is.
Inden du går igang, så skal du lige læse, hvad James Price skrev i Politiken om Ismaskiner, det kan du gøre ved at klikke her.
Brdr. Prices opskrift på hjemmelavet Fløde Is:
Grundmasse: Pisk æggeblommerne hvide og cremede med sukkeret. Hæld mælk og fløde i en gryde og kog det op. Sluk og lad det stå et minut. Hæld dernæst mælke-fløden over æggeblommerne – under omrøring. Rør det godt sammen. Hæld det hele tilbage i gryden. Giv det en forsigtig opvarmning mod kogepunktet under konstant omrøring. Man kan ikke forlade processen her. Når de første antydninger af kogning viser sig i overfladen, tages gryden af blusset med det samme. Rør fortsat i den. Hæld massen tilbage i røreskålen fra før – eventuelt gennem en sigte. Lad den stå og køle af, hæld den derefter på ismaskine og frys.
OBS: Dette er en grundopskrift på en ismasse lavet som creme anglaise (at man emulgerer æg og mælk/fløde over varme). Den skal have en smagsgiver: vanille er det mest klassiske, men man kan bruge alle mulige krydderier: kardemumme, stjerneanis eller kanel – bare for at nævne nogle. Her skal man typisk lade krydderiet koge op sammen med mælke-fløden og lade det stå og trække lidt. Kanel-is: 4-5 kanelstænger eller 2 spsk. stødt kanel (der er typisk mere smagsdybde i stængerne). Kog mælke-fløden op med kanelstængerne. Lad det stå og trække. Tag stængerne op og fortsæt med processen som beskrevet ovenfor. Smag evt. den færdige ismasse til med yderligere lidt stødt kanel, hvis ikke den er kraftig nok (det skal ske, inden den hældes på ismaskinen).
Ingredienser
Grundmasse:
8 pasteuriserede æggeblommer
200- 220 gram sukker
¼ piskefløde
6- 7 deciliter sødmælk
Desuden skal isen smages til med vanille, kanel, chokolade, kaffe, nougat, likør...